Synlighed og teambuilding styrker rengøringen
Rengøring i dagtimerne, fælles personalerum for alle faggrupper og en stærk opbakning fra ledelsen har styrket rengøringen på Skolen på La Cours vej på Frederiksberg.
Skolen på La Cours Vej har ikke længere noget lærerværelse. I stedet har man et personalerum, som bruges af alle faggrupper. For rengøringspersonalet er det et godt signal om, at deres arbejde opfattes som en opgave, der nyder respekt på linie med fx undervisningen.
»Selv om lærergruppen typisk holder pause på andre tidspunkter end vi, betyder det fælles lokale, at vi mødes og at vi kender hinanden bedre end før. Det giver gensidig respekt og gør det lettere at løse små og store spørgsmål i hverdagen«, siger rengøringsassistent og tillidsrepræsentant Lone Tvilsted-Jacobsen.
Bedre dialog
Det fælles pauserum er blot ét af de tiltag, som har været med til at skabe større synlighed og respekt om rengøringsopgaven på skolen.
Arbejdstiden er ændret, så store dele af rengøringen finder sted i skoletiden. Rengøringsassistenterne og skolebetjenten udgør i dag et selvstyrende team, som selv har ansvar for økonomien og for valg af rengøringsmidler og –maskiner. Dialogen med elever, lærere og ansatte i skolefritidsordningen er blevet forbedret.
»Vi gør meget for at vise både elever og ansatte, at de selv har et medansvar for, at rengøringen fungerer. For eksempel ved at rydde op efter sig og gøre lokalerne klar til rengøring. resultatet er, at rengøringen bliver bedre og mere effektiv«, siger Lone Tvilsted-Jacobsen.
Den gyldne kost
»I forhold til børnene er det en klar fordel, at vi gør rent i skoletiden. Vi gør samtidig meget for at åbne elevernes øjne for betydningen af et holde rent. Vi besøger de små klasser og fortæller dem om rod og rengøring med et lille teaterstykke, og to gange årligt uddeler vi ’Den Gyldne Kost’ og 500 kr. til den klasse, der holder sit klasseværelse pænest i orden«.
»Lærerne og de øvrige ansatte har også fået større forståelse for vores arbejde. Der er selvfølgelig nogen, som bare roder eller som slet ikke ser den slags. Men de fleste kan påvirkes. Her er det en stor hjælp, at vi får klar opbakning fra skolens ledelse«, siger hun.
Langsigtet projekt
De forskellige initiativer på Skolen på La Cours Vej udspringer bl.a. af et samlet projekt i Frederiksberg kommune om teambuilding og kompetenceudvikling i rengøringen.
»Hovedformålet var at styrke arbejdsmiljø og fastholdelse af medarbejdere. Men synlighed, holdånd og en bedre dialog med brugerne betyder også, at rengøringen er blevet bedre«, siger Lone Tvilsted-Jacobsen.
Kontakt: Lone Tvilsted-Jacobsen,
Senest revideret den 4. januar 2012