Bæredygtigt byggeri – en vej til bedre trivsel og produktivitet
Godt indeklima, flot arkitektur og praktisk indretning kan gøre patienter hurtigere raske og øge produktiviteten i virksomheder.
Medarbejdere i nye bæredygtige huse vil få en bedre oplevelse i et sundere miljø. Det giver øget trivsel og mindre sygefravær, og det vil kunne ses på bundlinjen i virksomhedens regnskab.
Det er i hvert fald forventningerne i Green Building Council Denmark (DK-GBC). Rådet er ved at implementere en dansk version af den tyske certificeringsordning for bæredygtigt byggeri, DGNB.
Ordningen vægter sociale forhold på lige fod med økonomi og miljø. De sociale forhold handler primært om, hvordan bygningen er at være i – ikke kun for beboere eller medarbejdere, men også for dem, der skal vedligeholde og gøre rent.
Stor interesse for DGNB blandt offentlige bygherrer
DGNB vurderer blandt andet luftens kvalitet, lysforholdene, akustikken, den visuelle komfort og en hensigtsmæssig indretning. Huset skal simpelthen være sundt og rart at opholde sig i for at få status som bæredygtigt.
Region Syddanmark vil gerne profilere sig på bæredygtighed. Regionen vil derfor certificere det kommende universitetshospital i Odense som bæredygtigt efter DGNB.
Regionens energi- og miljøkoordinator Bjarne Knudsen sidder med i DK-GBC. Han forklarer, at man ikke kun forventer at kunne spare på energien i forbindelse med en certificering.
Patienter bliver hurtigere raske
- Vi tror på, at patienterne bliver hurtigere raske, hvis det er et rart og sundt sted at være. Det opnår vi ved at fokusere mere på indeklima, grønne omgivelser og en flot arkitektur, siger han.
En gruppe forskere på Aalborg Universitet har studeret det videnskabelige belæg for begrebet ”helbredende arkitektur”. I deres rapport fra 2009 kan man blandt andet læse, at i hvert fald lys, luft og lyd har indflydelse på patienternes sundhed.
Bæredygtigt byggeri betaler sig
I det hele taget ser det ud til, at folk trives bedre i en certificeret bygning, og at det øger produktiviteten og mindsker sygefraværet. Det fremgår af forskellige undersøgelser, blandt andet refereret i bogen Green Buildings Pay af Brian Edwards.
Det fortæller Mikael Koch, der er medlem af bestyrelsen i DK-GBC og bæredygtighedskonsulent i Danske Arkitektvirksomheder.
- Her kan man også se, at jo højere certificeringsgrad skoler har fået i England, jo højere gennemsnitskarakter opnår eleverne, siger han. Det peger i retning af store fordele for brugere og bygherrer.
- Typisk vil 70 pct. af driftsøkonomien vedrøre lønninger, så hvis du kan øge produktiviteten med 2-3 pct., fordi bygningen giver medarbejderne større trivsel og er effektivt indrettet, så er det mere værd på bundlinjen end en reduktion i energiforbruget på 10 pct.
DGNB prøves af på kontorbygninger
Mikael Koch fremhæver også, at DGNB er meget fleksibel. Ordningen giver gode muligheder for at udvikle nye løsninger, der giver mere bæredygtighed og bedre indeklima.
Den danske version af DGNB bliver det næste halve år prøvet af på fem kontorbyggerier. Boliger, sygehuse, skoler og institutioner kommer i anden række.
Senest revideret den 15. maj 2012