Ny dansk standard for indeklima
Klassificering af indeklimaet kan være en hjælp til at udpege indsatsområder. Ny DS-standard er udgivet og klar til brug næste år.
I løbet af det kommende år, vil boligejere, skoler, institutioner og kontorer have mulighed for at få vurderet indeklimaet på en skala fra A++ til C.
Dansk Standard er i øjeblikket ved at uddanne et korps af bygningssagkyndige til at certificere efter den nye indeklimastandard.
Et godt grundlag at vurdere indeklimaet på
Standarden blev udgivet i juni i år og er udviklet på grundlag af dansk lovgivning, bygningsreglementet, europæiske CEN standarder og internationale ISO standarder. Indeklimastandarden måler og vurderer på ni parametre:
- Ventilationsrate
- CO2
- Termiske forhold
- Radon
- Formaldehyd
- Partikler
- Fugt og skimmelsvampe
- Dagslys og kunstig belysning
- Akustiske forhold
- Vi kunne have valgt 25 parametre, men vi har begrænset os til de vigtigste 9 for at gøre standarden mere praktisk anvendelig, fortæller seniorkonsulent Erling Trudsø fra Dansk Standard.
Bygningens ejer vil få en bedømmelse af hvert enkelt punkt. Det kan dermed bruges som et godt grundlag til at vurdere, hvor der er grund til at sætte ind.
En klassifikation A svarer til de krav, der er i bygningsreglementet. Vil man bygge efter den nye frivillige bygningsklasse 2020, skal indeklimaet kunne opnå karakteren A+ på de fleste parametre.
Senest revideret den 15. maj 2012