Forside > Medarbejder > Sygehuse > Historier fra sygehuse om statisk elektricitet > Sikkerhedsgruppen

Vi prøvede selvfølgelig først de nemme løsninger


Januar 2005

Interview med sikkerhedsrepræsentant Anders Bisgaard, Fysioterapien ved Sygehus Vendsyssel i Hjørring.

Anders Bisgaard har sammen med sin sikkerhedsgruppe taget hånd om medarbejdernes problemer med statisk elektricitet.


Arbejdet i sikkerhedsgruppen kan opsamles i 6 punkter:

 

1.      Opmærksomhed på problemet

2.      Personalemøde snak

3.      Orientering til sikkerhedsleder - erfaringsudveksling

4.      Hjælp til indkredsning af problemet samt løsninger fra BST

5.      Afprøvning af forslag

6.      Opsamling

 

Opmærksomhed på problemet

”I foråret 2004 blev vi i sikkerhedsgruppen for alvor opmærksomme på problemet. Flere og flere klagede over stød og vi besluttede os for at tage en snak om det på et personalemøde”.

 

Personalemøde snak

”På personalemødet spurgte sikkerhedsgruppen personalet: ”Hvor mange af jer er generet af statisk elektricitet?”. Rigtig mange svarede bekræftende. Selvfølgelig var der forskel på graden af gener, men hvad der var rigtig interessant var, at vi allerede på det første personalemøde sporede en koncentration af gener i bestemte bygninger. Det var rigtig godt at vi allerede på det første møde fik spurgt ind til det. Det gjorde det nemmere at fremlægge nogle hypoteser som vi kunne arbejde ud fra”.

 

Orientering til sikkerhedsleder

”Vi har en sikkerhedsleder for alle sikkerhedsgrupperne, som vi kort efter personalemødet tog kontakt til for at høre, om hun havde erfaringer fra nogle af de andre sikkerhedsgrupper på sygehuset, som vi kunne drage erfaringer af. Det viste sig at en sikkerhedsgruppe i Frederikshavn havde haft samme problem og havde haft god hjælp fra BST. Derfor foreslog vores sikkerhedsleder os at tage kontakt til BST, for at få lavet en undersøgelse af genernes omfang, mulige årsager og løsningsforslag. For skønt generne kan være de samme, kan årsagerne være mange forskellige og løsningerne ligesådan”.

 

Hjælp til problemindkredsning og løsninger fra BST

”En konsulent fra Nordjyllands Amts BST kom på besøg og gik huset i gennem sammen med 2 fra sikkerhedsgruppen. Konsulenten prøvede at udføre de arbejdsgange som gav os problemer, for at danne sig et indtryk af situationen. Hun målte også luftfugtigheden, da det ofte er en lav luftfugtighed der er udslagsgivende for gener med statisk elektricitet. Konsulenten udarbejdede på den baggrund en rapport med forslag til løsninger af både større og mindre omfang”.

 

Afprøvning af forslag

”Vi snakkede om hvilke forslag vi skulle prøve. Og vi valgte selvfølgelig at prøve de nemmeste løsninger først, hvilket i vores tilfælde var antistatiske sandaler og afvaskning af overflader med en opløsning af skyllemiddel. Sådan en afprøvningsperiode skal være lang for at danne sig et reelt billede af situationen. Vi har f.eks. afprøvet sandaler og skyllemiddel i løbet af sommeren, men vi ved at det er værst i vinteren, derfor er vi nødt til at fortsætte lidt endnu. Først til foråret kan vi danne os et indtryk af om løsningerne har virket eller der skal mere til. Det er vilkårene.

 

Opsamling

”Selvfølgelig skal vi samle op på prøveperioden. Vi tager det op på et personalemøde i det nye år.”

 

Anders Bisgaard har følgende råd til sikkerhedsgrupper på arbejdspladser der oplever statisk elektricitet:

  • Tag problemerne op hurtigt. De bliver sjældent mindre af ikke at blive hørt.
  • Spørg ind til medarbejdernes oplevelse af generne på et personalemøde. Det kan give et indtryk af problemets omfang, der gør det lettere at arbejde videre med det.
  • Brug andre sikkerhedsgruppers erfaring.
  • Vær fra starten opmærksomme på at der kan gå lang tid med afprøvning af forskellige løsninger før i finder den rigtige.



Senest revideret den 15. maj 2012