Særlige risici
På plejehjem og døgninstitutioner kan der opstå problemer med indeklimaet som følge af for eksempel dårlig lugt og støjende beboere.
Mange indeklimaproblemer gør sig gældende på tværs af forskellige typer af arbejdspladser, men hver arbejdsplads har også sine typiske problemer. Arbejdssituationerne og de fysiske omgivelser på forskellige døgninstitutioner kan være med til at fremme bestemte gener.
Når indeklimaet giver problemer
Dårlig lugt på baderum, beboernes værelser og mindre opholdsrum er ikke usædvanlig på plejehjem og døgninstitutioner for handicappede. Plejere og andre ansatte kan føle sig generet af handicappede og senildemente beboere, som råber og skriger, når de f. eks. bliver bange eller ikke føler sig forstået. Storkøkkener og mange mindre baderum kan give fugtproblemer, der i værste fald kan forringe luften på grund af skimmelsvampe.
Nedenfor kan du læse om typiske problemer og få gode råd om, hvad man selv kan gøre for at løse dem.
Luft
- Gener fra dårlig lugt på toiletter, værelser og opholdsrum reduceres bedst med jævnlig udluftning. Åbn vinduerne når beboerne ikke generes af træk, og instruér eventuelt også beboerne i selv at lufte ud. Hvis der er et mekanisk ventilationsanlæg, så tjek om det kører rigtigt. God rengøring er med til at fjerne nogle af lugtgenerne.
- I opholdsrum, hvor beboerne opholder sig i længere tid, kan der opstå problemer med dårlig luft - især hvis der ryges. Undgå at for mange personer opholder sig i rummet samtidig, da det kan give en tung luft. Sørg for at ventilationssystemet kører og udskifter luften ordentligt. Hvis der er mange rygere, kan det være nødvendigt at indføre en rygepolitik, der begrænser røgen.
Fugt
- Fugtige rum, som f. eks. køkkener og badeværelser, kan forårsage lugtgener. Det er vigtigt, at der er ordentligt luftudtræk, så vanddampen fjernes med det samme.
- God rengøring, hvor fugtige overflader løbende tørres af, holder fugtproblemer nede. Kommer der egentlige fugtpletter og en stikkende og muggen lugt, skal problemet undersøges nærmere. Beskadiget materiale bør udskiftes, da der kan opstå skimmelsvampe, der kan være skadelige at indånde.
Støj
- Handicappede og senildemente har ofte en støjende adfærd, når de bliver bange eller irriterede. Trygge rammer og den rigtige pædagogik er afgørende for at minimere larmen.
- En god rotationsordning, hvor man skiftes til at passe de mest højrøstede, kan være en hjælp.
- Find ud af hvad der pædagogisk beroliger beboeren, og i hvilke situationer vedkommende støjer mindre.
- Hvis problemet opstår dagligt, kan man undersøge, om akustikken kan forbedres, og om der eventuelt er behov for at opsætte lyddæmpende materialer.