Eksempel: Sådan køber Jyske bank en arbejdsmiljørigtig kontormaskine
Når Jyske Bank skal købe ny printer, ny kopimaskine eller ny multifunktionsmaskine. så er mange mennesker involveret. De sikrer, at funktionalitet, brugervenlighed og arbejdsmiljø er i orden, når hverdagen med den nye maskine begynder.
I foråret 2005 skulle flere af Jyske Banks afdelinger købe nye multifunktionsmaskiner. Indkøbet fulgte Jyske Banks indkøbspolitik, der foregår på følgende måde:
- Den indkøbsansvarlige tager kontakt til ønskede leverandører og beder om at få flere udvalgte maskiner på prøve
- Medarbejdere med teknisk kunnen tjekker om maskinerne kan udføre de opgaver, som banken ønsker
- Udvalgte medarbejdere bruger maskinerne og vurderer om brugervenligheden er acceptabel og hvilken maskine, der er nemmest at bruge
- Når maskinerne på prøve er tjekket for funktionalitet og brugervenlighed gennemgår Lene Højsgaard maskinens vejledninger. Vejledningerne skal rumme målinger over forurening, støj og anbefalet placering for at Lene kan vurdere om de lever op til Jyske Banks krav. Jyske Banks krav er baseret på Teknologisk Instituts anbefalede værdier.
- Hvis maskinernes vejledninger ikke rummer de ønskede målinger, beder den indkøbsansvarlige leverandøren om at foretage de ønskede målinger. Det giver typisk anledning til diskussion med leverandøren, da leverandøren typisk skal betale Teknologisk Institut omkring 30 – 35.000 kroner for målingerne. I nogle tilfælde beder Jyske Bank en professionel arbejdsmiljørådgiver om at gå ind i sagen for at presse leverandøren til at levere de ekstra målinger. Selvom det kan være svært at få de ønskede målinger, er leverandøren typisk positiv overfor målingen senere hen. I mange tilfælde kan leverandørerne bruge gode tal i målingerne i sin markedsføring. Jyske Bank har således været med til at opdage, at en farveprinter, som leverandøren mente var fuldstændig magen til den tidligere model, hvad angik forurening, rent faktisk viste sig at være væsentligt forbedret i den nye model. Jyske Bank har også været med til at få udviklet et eksternt ozonfilter til multifunktionsmaskinen, som leverandøren senere kunne sælge til andre virksomheder.
- Sidst men ikke mindst vurderer Jyske Bank støj- og forureningsmålingerne i forhold til resultaterne fra funktionalitets- og brugervenlighedstesten. Derefter vælger de den bedste maskine ud fra en helhedsbetragtning.
Støjmålingerne laver Teknologisk Institut desværre ikke. Det er leverandørernes angivelser af støj, som Lene er nødt til at vurdere ud fra. ”Vi har haft to multifunktionsmaskiner stående i samme rum, som vi fik målt støj på. Det viste sig, at de støjede lige meget, men det stemte ikke overens med de støjmålinger, som leverandørerne opgav, hvor der var betydeligt forskel på støj i både drift og standby på de to maskiner. Det ville være rart, hvis Teknologisk Institut også kunne lave støjmålinger”, siger Lene Højsgaard.
Senest revideret den 15. maj 2012