Erfaringer fra Jyske Bank
Jyske Bank køber arbejdsmiljørigtige kontormaskiner
Jyske Bank har en indkøbspolitik for kontormaskiner, så indkøberne kan stille de rette krav til leverandørerne af maskinerne. Indkøbspolitikken er en succes og inden 2007 har Jyske Bank nået målet: Alle kontormaskiner i alle afdelinger er vurderet i forhold til arbejdsmiljøet og indeklimaet. Lene Højsgaard, arbejdsmiljøkonsulent i Jyske Bank, beskæftiger sig med arbejdsmiljøet i alle bankens afdelinger. Hun fortæller her om Jyske Banks erfaringer.
Oplagt at sætte fokus på kontormaskinerne
Da Lene Højsgaard kom til Jyske Bank i 2001, havde virksomheden ikke en indkøbspolitik for kontormaskiner. Lene havde erfaring med at placere kontormaskiner rigtigt fra sit tidligere arbejde og med hjælp fra BST Århus (nu rådgivningsvirksomheden Crecea) tog de en beslutning. Nye kontormaskiner i Jyske Bank skulle udover at være funktionelle og brugervenlige, placeres arbejdsmiljørigtigt.
”Kontormaskinerne var et oplagt område, hvor vi kunne forbedre indeklimaet. Vi havde kontormaskiner placeret alle mulige steder, uden at der var taget højde for forurening, støj og støv. Mange afdelinger havde også selv indkøbt maskiner, så vi havde intet overblik over, hvilke maskiner, vi havde. Her var virkelig en mulighed for at gøre en forskel. Så det ville vi gøre”, fortæller Lene Højsgaard, og fortsætter: ”og så hjalp det selvfølgelig på ledelsens opbakning, at Arbejdstilsynet havde fokus på området i deres tilpassede tilsyn. Det er mit indtryk, at Arbejdstilsynets fokusområder har en stor betydning for lysten til at tage fat på forskellige arbejdsmiljøforhold i mange virksomheder. Ikke bare hos os i Jyske Bank”.
Indkøbspolitik var første skridt
Med hjælp fra Crecea udtænkte Lene sammen med arbejdsmiljøudvalget en indkøbspolitik for kontormaskiner. Indkøbspolitikken skulle gøre det nemmere for den indkøbsansvarlige at stille de rigtige krav til leverandørerne.
Indkøbspolitikken er baseret på Teknologisk Instituts anbefalinger i deres pjece: ”Hvor skal skabet stå?” og sætter først og fremmest fokus på vigtigheden af, at leverandørerne kan levere de nødvendige målinger af maskinens forurening og støj, der gør det muligt for Lene Højsgaard at vurdere maskinen i forhold til Teknologisk Instituts anbefalede værdier.
Svært at få de nødvendige målinger
For at vurdere maskinens forurening og støj skal der være målinger af ozon, formaldehyd og VOC direkte ved udblæsningen samt eventuelle ozonfiltres effektivitet og holdbarhed. Derudover er det nødvendigt at kende de udblæste luftmængder, energiforbrug samt beregninger af ventilationsbehov, der kan gøre det muligt at vurdere, hvor maskinen kan placeres. Men mange leverandører har ikke tallene for deres kontormaskiner.
”Leverandørerne benytter sig typisk af de nordiske ECO-deklarationer, der baserer sig på tyske målinger”, forklarer Lene Højsgaard, ”men disse målinger tager ikke højde for formaldehyd og VOC. Og ozonen måles i rummet og ikke ved kilden. Derfor er målingerne ikke tilstrækkelige. Men for leverandørerne kan det betyde, at de skal bruge 30 – 35.000 kroner på ekstra målinger. Og det vil de nødigt, selvom vi har oplevet, at leverandørerne bagefter kan bruge målingerne som en fordel i deres markedsføring og i deres salgstaler hos andre virksomheder”.
Stå fast ved jeres krav om målinger
Når Jyske Bank køber nye kontormaskiner, så lyder ordresedlen i mange tilfælde på 150 – 200 kontormaskiner ad gangen. Det er naturligvis en fordel, når leverandøren ikke er villig til at levere de ønskede målinger, så den indkøbsansvarlige skal være meget vedholdende i vores krav. ”Leverandørerne er i mange tilfælde helt uforstående overfor vores krav. Men vi giver os ikke. Men Lene har også prøvet at bede om målinger, når der blot skulle indkøbes en enkelt maskine. Det er noget sværere at kræve og giver derfor problemer. Når vi ikke kan få nogle data, kan en maskine kun placeres i et velventileret teknikrum. Det kunne være hjælpsomt, hvis Arbejdstilsynet tydeligere gjorde opmærksom på at målingerne var krævet ifølge loven.
Som det er nu bakker Arbejdstilsynet op om Teknologisk Instituts målemetoder, men Arbejdstilsynet kan ikke kræve, at deres metode benyttes. Det betyder, at langt færre virksomheder står fast ved deres krav til leverandørerne, og derfor bliver vi, der gør det, enlige oprørere i rækken af virksomheder, der stiller krav. Hvis flere bakkede op, ville det i sidste ende være nemmere at stå fast”, mener Lene Højsgaard.
Lene har oplevet, at professionelle arbejdsmiljørådgivere er gode at have med i forhandlingen med leverandøren. Leverandørerne ved, at de professionelle rådgivere er i kontakt med mange virksomheder, og derfor ser de en fordel i, at arbejdsmiljørådgiveren kan fortælle, at det pågældende firma kan levere tilstrækkelige målinger.
Forventer ingen jubel trods succes
Selvom successen er ved at være i hus og de fleste kontormaskiner i alle Jyske Banks afdelinger snart vil være arbejdsmiljørigtige, så forventer Lene Højsgaard ingen jubel: ”Vi har ikke gjort det her, fordi der var omfattende problemer med indeklimaet og mange symptomer hos medarbejderne. Vi har gjort det, fordi vi ikke ønsker at udsætte vores medarbejdere for stoffer, der kan være kræftfremkaldende, som eks. formaldehyd. Det er sådan noget, der bare skal være i orden. Vi har haft et par enkelte tilfælde med medarbejdere, der havde problemer med huden, fordi de sad for tæt på en farveprinter, men det er få tilfælde. Jeg tror, at det folk mærker mest er, at de har fået lidt længere at gå til printeren”, fortæller Lene Højsgaard.
Læs også
Eksempel: Sådan køber Jyske Bank en arbejdsmiljørigtig kontormaskine
Senest revideret den 15. maj 2012