Fra fabrik til storrumskontor

De gamle halvrunde vinduer er bevaret, hvilket gør, at der er lyst og lækkert, når man træder ind af døren. Afdelingen ligger i et aflangt rum, som er adskilt af glasskillevægge. Det får både udsynet til kollegaer og lyset til at flyde frit, samtidig med at et nyt lakeret trægulv får kontoret til at virke hjemligt som i en dagligstue.

De fleste medarbejdere sidder på række bagved hinanden, kun adskilt af glasskillevægge. Lederen, sekretæren og ”ham der taler meget i telefon” sidder i private kontorer, som dog også kun er aflukket af glas.

Henrik Heidemann Simonsen fra Region Midt påpeger, at han synes, det er ærgerligt, at der er blevet lagt et almindeligt gulv, som ikke passer til indretningen af en gammel fabrik, selv om han godt ved, at det ikke har noget med arbejdsmiljøet at gøre. Men Henrik mener, at selve bygningen er flot.

”Vi døjer altså alt i alt med byggestøj, og vi har ikke nogen ventilation. Men så snart at byggestøvet forsvinder, og der bliver gjort ordentlig rent, så bliver der styr på det hele.” fortæller Tue Lindstrøm, arbejdsmiljømedarbejder i Region Midt.

Nye vaner

Henrik Heidemann Simonsen fortæller, at de ansatte blev nødt til at ændre deres adfærd på arbejdspladsen, da de flyttede ind i de nye kontorer: ”Det er tydeligt, at den adfærd vi havde før, ikke findes mere”. Det var ikke noget, der blev ændret fra dag til dag, men noget de fandt ud af langsomt hen af vejen, da de stødte på forskellige problemer. Læs fx artiklen Vi støjer

De, der sidder i enkeltmandskontorer, har selv valgt det. De har enten ønsket dette selv, eller også har deres arbejde været  præget af fortrolighed, som fx ledelse eller støjende adfærd så som at tale i telefon.

”Man indretter sig efter realiteterne – der var ikke kommet noget godt ud af, hvis alle ville være i enmandskontor. Fasen afspejler dog ikke en reel ønskefase, men en allerede bestemt indretning. Der var faktisk flere, der ønskede enkeltmandskontorer end storrumskontor. Men det er kun i det store rum, der er mulighed for omrokeringer, og de, der nu sidder i enkeltmandskontor, bliver siddende”, fortæller Henrik Heidemann Simonsen.

Da det er arkitekterne, der har bestemt inddelingen af glasvæggene, betyder det, at medarbejderne ikke selv kan bestemme, hvor mange de skal sidde i hvert aflukke. ”Det ville have været bedre, hvis vi selv kunne bestemme, hvor glasvæggene skulle stå”, siger Henrik Heidemann Simonsen og fortsætter: ”Her i huset er det ikke kun pengene, der styrer, hvordan vi har mulighed for at indrette os. Bygningen her er fredet, hvilket betyder, at det er blevet bestemt af andre, at vi kun må inddele de store rum med glasvægge og ikke massive skillevægge”.

Pladsproblemer er ikke lige umiddelbart noget problem, men Henrik Heidemann Simonson forudser, at det måske kan blive det i fremtiden: ”Der er godt med plads, men vi ville alligevel nok syntes, at vi ville sidde lidt klemt, hvis der bliver ansat tre personer mere.”

Det er dog ikke altid, at der er fyldt på kontoret. Der er næsten altid ansatte, der er ude af huset, og på nogle kontorer kalkulerer man faktisk med færre arbejdspladser, end der er ansatte.